Vallentin Haugland føjer et A/S til navnet

Vallentin Haugland føjer et A/S til navnet

Professionel bestyrelse skal styrke og udvikle arkitektfirma med base i Horsens og Middelfart

Arkitektfirmaet Vallentin Haugland, der har tegnestuer i Horsens og Middelfart, har været i stabil vækst gennem flere år. Nu tager indehaverne, Bent Vallentin og Bo Haugland Andersen, det næste skridt:

Vallentin Haugland er blevet ændret fra et ApS til et A/S og selskabet har etableret sig med en bestyrelse, der har hentet professionel hjælp udefra i form af Ellen Mølgaard Korsager, der er assistant professor og Ph.D. på Center for Ejerledede Virksomheder på Copenhagen Business School (CBS).

Det var vigtigt for os at finde et bestyrelsesmedlem, der kunne give input til forretningsudvikling og ledelse. Vi har en ambition om at bruge bestyrelsen som et forum, hvor vi bliver udfordret og får nye ideer, og derfor skulle det ikke være en ”tantebestyrelse”, siger Bo Haugland Andersen, der er direktør i det nye aktieselskab, mens Bent Vallentin er bestyrelsesformand.

De har tidligere haft et advisory board, men følte at tiden var kommet til næste skridt.

Der er ingen tvivl om, at det er en fordel at være et aktieselskab ved nogle af de store opgaver. Et A/S bag firmanavnet udstråler en vis styrke og stabilitet, og det kan være afgørende, siger Bent Vallentin og tilføjer, at de to indehavere allerede overvejer at udvide bestyrelsen med et eller flere medlemmer.

I øjeblikket udgør Bo Haugland Andersen og Bent Vallentin bestyrelsen sammen med Ellen Mølgaard Korsager. Til daglig bor hun i Vejle, og hun glæder sig til at bidrage til fortsat vækst og udvikling i Vallentin Haugland.

Jeg er ikke arkitekt og skal ikke rådgive på deres produkter – det kan de vurdere langt bedre selv. Jeg skal komme med input til, hvordan de kan tilpasse organisationen til fortsat vækst og hvordan dynamikken mellem de to ejere kan bruges bedst. Det er tydeligt, at de begge har et ønske om vækst, og i forvejen er Vallentin Haugland gået fra en håndfuld til 17 medarbejdere på relativt kort tid – men der er fortsat et stort potentiale, siger Ellen Mølgaard Korsager.

Hun kom i kontakt med de to indehavere i foråret – det var i forbindelse med en konference for gazellevirksomheder, arrangeret af Børsen. Her talte hun bl.a. om, hvordan en professionel bestyrelse kan bidrage til ejerledede virksomheder og om, hvad der skal til for at gøre samarbejdet til en succes.

For mig at se er det vigtigt, at bestyrelsen bliver et strategisk værktøj og ikke en kontrolfunktion, siger Ellen Mølgaard.

Vallentin Haugland blev stiftet af de to ejere i 2006 og har tegnestuer i Horsens og Middelfart.

Arkitektfirmaet har i dag 17 ansatte.

For yderligere info, kontakt:

Bo Haugland Andersen – 26 74 30 65

Bent Vallentin – 22 29 22 13

Ellen Mølgaard Korsager – 40 87 08 16

bubblemedia