Præstebolig

Den nye fuldmurede præstebolig til Tyrsted/Uth kirke, danner ramme for både privatliv og arbejdsplads.


Udvendige rammer
Huset er skabt over det klassiske længehus i ét plan, med en gennemgående ubrudt tagflade. Udefra fremstår huset i en gul, blødstrøgen teglsten og på taget er der en klassisk rød vingetegl.

Vinduer og døre er i træ/alu og fremtræder gråmetallisk udadtil og hvidmalet indadtil. Tagrender er i zink, mens der er enkelte elementer af kobber på nordvest-facaden. Huset er fuldmuret og skillevægge opføres også i teglsten, hvor de indvendige vægge vandskures og males hvide. Selve kroppen på huset er delt i to og forskudt i husets længderetning.

 

Indvendige rum
Husets sydlige halvdel indeholder ankomst, fællesrum og køkken/bryggersfunktion. På denne måde vil man fra køkken og stue kunne trække ud i den sydligt orienterede have, hvor man får udbytte af udsigten i læ bag vognlyet. Vognlyet er placeret så man i haven kan opnå mest muligt privatliv når terrassen benyttes.

Stue og køkken opleves som højloftet med meget lys, da loftet føres til kip i denne del af huset med integrerede ovenlysvinduer.

Køkken og stue er delt op af en to meter høj rumdelevæg. Væggen opleves som en praktisk foranstaltning til når man vil kunne være i fællesskab med husets øvrige beboere, samtidigt med at man kan opnå en vis følelse af privatliv. Væggen kan også opleves som en skulptur, der kan prydes med et maleri eller bare stå alene. I stuens fjerneste ende er der placeret et panoramavindue i nordvest-facaden, som giver mulighed for at kunne nyde udsigten over Horsens by og fjord.

Den nordlige halvdel af huset indeholder værelsesfunktionerne. Værelserne er delt op så forældresoveværelset får sit eget bad/wc og er placeret så man kan kigge ud over byen og fjorden. Tæt på forældresoveværelset er der yderligere placeret to værelser, ligesom der ved ankomsten til huset er placeret endnu et værelse. Sidstnævnte, som desuden også har bad og toilet, kan besøges uden gennemgang i den private del af huset.

Cookiepolitik